fbpx

Kunstnere

I de kommende uger, vil vi løbende dele vores lange og spændende kunstnerliste for årets operafestival med jer.

Flere af kunstnerne er oprindelig fra Herning og omegn, hvor de har trådt deres barnesko i det lokale musikmiljø eller sunget i Herning Kirkes Drengekor eller MidtVest Pigekor. Andre kommer her til Herning for allerførste gang. Fælles er dette, de valfarter hertil for at optræde for by og land på Herning Opera Festival. 

Anders Kampmann 3

Anders Kampmann

Den unge tenor Anders Christensen trådte sine barnesko i Herning Kirkes Drengekor, hvor hans musikalske talent tidligt blev bemærket. Anders blev efterfølgende uddannet på The Guildhall School of Music and Drama i London og på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Som koncertsolist har han optrådt med de store danske symfoniorkestre og bl.a. sunget lyriske roller som Tamino i Tryllefløjten og titelrollen i operetten Farinelli. Som oratoriesolist har Anders bl.a. sunget Händels Messias, Stainers The Crucifixion og Haydns Skabelsen. I sommeren 2019 sang han rollen som Don Ottavio i Mozarts opera Don Juan på Århus Sommeropera og i 2020 synger han rollen som Benvolio i Roméo et Juliette på Theater Magdeburg i Tyskland.

Amalie 2

Amalie Bülow Friis

Amalie Bülow Bjerregaard Friis er en ung lovende sopran på 18 år. Hun har sunget i MidtVest Pigekorene siden 2011 under ledelse af Dorte Bille, og går nu på andet år af musikalsk grundkursus i klassisk sang, samt i 3.g på Herning Gymnasiums musiklinje. Amalie har bl.a. medvirket i Operaen i Midtens opsætning af Askepot. I sin tid på Den Jyske Sangskole, har Amalie blandt andre modtaget undervisning af Poul Teddy Rasmussen, Laura Flensted-Jensen og Jens Krogsgaard. 

Anne-Sofie Møller Olsen

Anne Sofie Møller Olsen

Anne-Sofie Møller Olesen er en ung klassisk sopran med rødder i Herning og Den Jyske Sangskole. Hun færdiggjorde musikalsk grundkursus med klassisk sang på MGK Midtvest i 2017 og er nu under uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Anne Sofie har et solidt underholdningsgen og kan synge næsten alt, men til hverdag elsker hun at fordybe hun sig i det klassiske repertoires mange facetter under kyndig vejledning af docent og mezzosopran Armeen Rasmussen. I 2017 modtog hun den Jyske Sangskoles talentpris ved konkurrencen Unge Sangere.

Bo Holten

Bo Holten

Bo Holten er lige dele anerkendt som dirigent og som komponist. Han stiftede i 1979 vokalensemblet Ars Nova Copenhagen, som han dirigerede frem til 1996 hvor han dannede vokalensemblet Musica Ficta for hvem han i dag er dirigent, komponist og kunstnerisk leder. Bo Holten dirigerer regelmæssigt de bedste kor i Europa. Han blev bl.a. Bo Holten udnævnt til fast gæstedirigent for BBC Singers i 1990 og har desuden været internationalt virksom som kordirigent ved bl.a. det Svenske Radiokor, Nederlands Kamerkoor, det Flamske Radiokor og National Choir of Ireland. Bo Holtens orkesterarbejde i Danmark bliver stadig mere omfattende med roste indspilninger af Carl Nielsen, Frederick Delius, Thomas Koppel, Emil Hartmann, Knudåge Riisager og Emil Reesen. Som komponist står Bo Holten bag hele seks operaer, fem solokoncerter, to symfonier, diverse orkesterværker og kammermusik, filmmusik samt ca. 35 værker for kor.

Bo Skovhus

Bo Skovhus

Bo Skovhus er født og opvokset lige i baghaven til Herning Opera Festival – nemlig i Ikast, hvor han også havde sine første oplevelser med sang og klassisk musik. Han har studeret klassisk sang ved Det Jyske Musikkonservatorium  i Aarhus og efterfølgende ved det Operaakademiet i København og i New York. Bo havde sin debut i Don Giovanni ved Volksoper Wien i 1988. Han har siden 1991 været fast tilknyttet Wiener Staatsoper men har også optrådt på alle de store internationale operascener i roller som Eisenstein i Flagermusen, Greven i Figaros Bryllup, titelpartiet i Eugen Onegin og Alban Bergs Wozzeck. Imellem optrædener på store operahuse og med førende orkestre i Europa, Amerika og Japan, er Bo også en af sin tids største liedsangere, og han har indspillet en række cd’er med sange af Schubert, Schumann og Wolf.

Charles Workman

Charles Workman

Charles Workman er født i Arkansas og uddannet ved The Julliard School. Han er en alsidig og talentfuld kunstner, der er blevet anerkendt for sine store roller i operaer af bl.a. Rossini og Mozart og efterfølgende for krævende solistpartier i værker, der spænder fra det 20 århundrede og helt frem til nyskrevne operaer. Efter den tidlige debut ved Metropolitan Opera og andre amerikanske operahuse, flyttede Charles til Europa I 1995, hvor han har optrådt med nogle af de ledende kompagnier og orkestre, bl.a. the Salzburg Festival, Paris Opera, London Royal Opera Covent Garden, Milan La Scala, Vienna Staatsoper, Moscow Bolshoi, Madrid Teatro Real, Barcelona Liceu, Berlin Staatsoper og Venice La Fenice.

Cæcilie 3

Cæcilie Cramon

Cæcilie er tidligere sanger i MidtVest Pigekor, og hun afsluttede sin tid på Den Jyske Sangskole med at bestå Musikalsk Grundkursus i klassisk sang. Cæcilie studerer i dag klassisk sang på Syddansk Musikkonservatorium og har netop bestået hendes første år på kandidatuddannelsen. Hun har sunget sopranpartierne i Brittens A Ceremony of Carols, Vivaldis Gloria, Mozart Requiem, Fauré Requiem, Händels Messias mv.

Dorte Bille

Dorte Bille

Dorte Bille er dirigent for MidtVest Pigekor, som hun grundlagde i 2000, samt chefdirigent for MidtVest Pigekorene, som også tæller Børnkor og Juniorkor. Dorte er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har videreuddannet sig på det internationale Kodály institut i Kecskemét, Ungarn. Dorte Bille var i 1999 medstifter af Den Jyske Sangskole i Herning og er i dag foredragsholder indenfor emner, der relaterer sig til børn, musik og bevægelse. Hun har været gæstelærer i musik og bevægelse for de yngste ved de tre jyske musikkonservatorier, og har fungeret som stævnedirigent ved korstævner for børnekor i hele landet. Dorte er udpeget af kulturminister Mette Bock som medlem af projektstøtteudvalget for musik i 2018-2021.

Ensemble MidtVest

Ensemble MidtVest

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af 10 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygekvartet, en blæserkvintet og en pianist – alle unge, ambitiøse og dedikerede klassiske musikere med speciale i kammermusik. De 10 prisvindende individualister er uddannet fra nogle af verdens bedste konservatorier, og som ensemble formidler de et bredt repertoire af klassiske kammermusikværker på et internationalt niveau. Ensemble MidtVest forstår den klassiske musik som en levende tradition, der er forankret i fortiden, men som samtidig er lige så relevant i dag, som den har været i århundreder. Ensemble MidtVest spiller ca. 100 koncerter om året i ind- og udland og har bl.a. optrådt i Carnegie Hall i New York, Nordic Museum i Seattle, Kings’ Place i London.

Eunjin Ko Dey

Eunjin Ko dey

Eunjin Ko Dey begyndte at spille klaver som 4-årig. Hun har en bacheloruddannelse i  kirkemusik  fra  Seoul  Theological  University  i  Sydkorea,  og  har  spillet  talrige  koncerter  som  solist  og  akkompagnatør  i  Japan,  USA,  Australien,  Sydkorea  og Danmark. Eunjin flyttede til Danmark i 2004, og har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium  og  Syddansk  Musikkonservatorium  hos  John  Damgaard  og  Christina  Bjørkøe,  med  debut  fra  solistklassen  i  2015.  Eunjin  er  fast  akkompagnatør for MidtVest Pigekor og repetitør på Den Kongelige Balletskole i Holstebro.

Frederik Zeuthen 2

Frederik Zeuthen

Frederik Zeuthen er komponist og baseret i Århus. Til daglig studerer han klassisk komposition på Det Jyske Musikkonservatorium, under Niels Rønsholdt, Simon Steen-Andersen og Juliana Hodkinson. Herudover har han gennem flere år haft private studier hos komponist og dirigent Bo Holten i København. For Zeuthen er musik ligeså meget noget man ser, som man hører. Han inspireres ofte af visuelle teksturer og atmosfærer, hvilket leder til musik med et lyrisk kontrastfyldt materiale og et organisk tonesprog, som så vidt muligt forsøger at engagere lytteren. Zeuthen har komponeret for en lang række ensembler, heriblandt Esbjerg Ensemblet, det østrigske Airborne Extended Ensemble, Ungdomsensemblet DUEN, Ensemble Pluma samt Pihl & Schelling duo. Herudover har han fået opført værker af internationalt anerkendte solister, som eksempelvis Christoffer Sundqvist (FI), Julian Arp (DE), Janne Thomsen og Hugo Ticciati (GB).

Herning Kirkes Drengekor 1

Herning Kirkes Drengekor

Herning Kirkes Drengekor består af 45-50 drenge og unge mænd, som næsten alle har været medlem af koret, siden de som 9-10-årige blev optaget i korets forskole. Koret blev stiftet i 1949 og synger til gudstjenester i Herning Kirke og giver desuden omkring 25 koncerter om året rundt i hele Danmark og turnerer jævnligt i udlandet. Koret har siden 1984 været dirigeret af Mads Bille, som stiftede Den Jyske Sangskole netop for at uddanne korsangerne i solosang og hørelære.

Jeppe

Jeppe Møller

Jeppe Møller har sunget i Herning Kirkes Drengekor siden 3. klasse og har netop færdiggjort musikalsk grundkursus med klassisk sang på MGK Midtvest i 2020. Her har han modtaget undervisning af bl.a. Jens Krogsgaard og senest Poul Teddy Rasmussen. Jeppe har bl.a. sunget tenor solistpartiet solist i Mozarts Requiem med DUEN og Herning Kirkes Drengekor i 2018, og han deltog under Herning Opera Festival i 2019 som et af årets operatalenter. Jeppe er den bedst kendte tenor i Kibæk. Faktisk går han primært under alias’et Tenoren fra Kibæk – vi må se om navnet følger med, når han starter på Syddansk musikkonservatorium i Odense i august 2020.

Jesper Lundgaard

Jesper Lundgaard

Jesper Lundgaard er født i Silkeborg og opvokset i Herning. Som dreng var han fast inventar i skolekor og sangkonkurrencer og blev ‘opdaget’ af den kendte engelske sangpædagog Ian Adam i en Master Class i Svendborg i 1994. Siden da har Jesper været sanger og entertainer og er blevet synonym med lyden af bl.a. Phantom of the Opera, Sound Of Music, Les Misérables, Cats og Chess. I 2019 var han aktuel i hovedrollen som Skagensmaleren Michael Ancher i den nye musical “Lyset over Skagen” og i januar 2020 spillede han rollen som Stig i hitmusicalen Mamma Mia. Jesper er desuden kendt fra underholdende TV-shows, fra koncerthusene, fra kirkerne og fra julekoncerterne rundt om i hele Danmark – i november-december 2019 sang han eksempelvis julekoncerter sammen med en af vores andre sangere her på Herning Opera Festival, nemlig Susanne Elmark.

Jens-Søndergaard

Jens Søndergaard

Barytonen Jens Søndergaard var medlem af Herning Kirkes Drengekor fra 1987 til 1997. Siden blev han uddannet fra Operaakademiet København og var i årene 2004-2007 ansat i ensemblet på DNT Weimar. Siden 2007 har han arbejdet som freelancesanger og på hans lange liste af engagementer som operasolist findes bl.a.  Sharpless i Madama Butterfly, Paolo i Simon Boccanegra og Don Fernando i Fidelio på den Kongelige Danske Opera. Hertil kommer rollen som Archidiaconous i Notre Dame af F. Schmidt på Theater St. Gallen, Onegin i Eugene Onegin på Den Norske Opera, Wotan i Siegfried og Il Conte i Le nozze di Figaro på Den Ny Opera i Esbjerg.

Jens-Christian-Wandt

Jens-Christian Wandt

Tenor Jens-Christian Wandt er født og opvokset på Vesterbro midt i København. Han kom fik sit musikalske fundament grundlagt med Københavns Drengekor, gik på sangskolen Sankt Annæ Gymnasium og blev i 1988 optaget på den prestigefulde Musikhochschule i Hamborg. Siden blev han videreuddannet i både København og New York. Han har siden haft engagementer på flere af de store nationale og internationale scener og kulturhuse. Nogle kender ham desuden fra DR’s tv-serie “Sigurd & Operaen”, hvor han sammen med Sigurd Barrett og DR Symfoniorkestret i en periode præsenterede opera for børn. Endelig er det værd at nævne, at han er en af initiativtagerne til Verdensballetten, som hver sommer har turneret over hele landet og haft bl.a. nu afdøde H.K.H. Prins Henrik på det kreative hold.

Julie MeeRa Albertsen

Julie MeeRa Albertsen

Julie MeeRa Albertsen startede sine studier i 2009 på Det Jyske Musikkonservatorium. Samme år blev hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hvor hun afsluttede hun sin kandidat i 2014 med højeste karakter. Efterfølgende blev hun optaget på Det Kongelige Teaters Operaakadem. Julie havde sin debut i 2015 på Det Kongelige Teater som i Jægerbruden og i 2016 sang hun rollen som Barbarina i Figaros Bryllup. Derudover har hun sunget partiet som Fiordiligi i Cosi fan tutte medvirket i flere børneoperaer. Som oratoriesolist har Julie sunget sopranpartiet i Mozarts Requiem, Faurés Requiem, Mendelssohns Elias, Verdis Requiem, Händels Messias, Rossinis Petite messe Solenelle, Forklädd Gud og Dvoraks Stabat Mater. Julie modtog i 2017 Nationalbankens Rejselegat og Edith Allers Mindelegat.

Kristian Marius

Kristian Marius Andersen

Kristian Marius Andersen er organist ved Herning Kirke, akkompagnerer Herning Kirkes Drengekor og er desuden en gudsbenådet improvisator. Overalt bliver han hyldet for sin store musikalitet, sit helt ekstraordinære tekniske overskud med ord som “Det geniale musikgeni fra Herning”, “Den virtuose enspænder”, “Sin generations bedste til at improvisere”, “Den ferme tangentspiller” og “Tangenttroldmanden”. Kristian er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium fra konservatoriets solistklasse og har imponeret både danske og udenlandske anmeldere og publikum med sine enestående evner for at improvisere på kirkeorgel, hammondorgel og klaver.

Laurie Otto

Laurie Otto

Laurie er født i USA og vokset op Belgien hvor hun har gået på Conservatoire Royal de Musique i Bruxelles. Der har hun fulgt undervisning hos Sonia Anschütz i solist klassen, og efterfølgende tagen en diplom i akkompagnement hos Lea Berdichevsky og Serge Bémant i studier i kammermusik.

Hun har akkompagneret talrige operaer, oratorier, musicals og korværker. Udover at være en er også repetitør, kordirigent og rytmisk sanger. Laurie har været bosat i Danmark siden 1997, og er til dagligt ansat på Holstebro Musikskole. Hun akkompagnerer bl.a. MGK-sangere fra Herning Sangskole.

Les-Voix

Les Voix

Les Voix er tre operasangerinder som alle har stået på nogle af de helt store scener i Danmark og udlandet, bl.a. Den Kongelige Danske Opera, Det Ny Teater og internationale operascener som Deutsche Oper i Berlin. Denne skønne trio består af tre velsyngende sopraner, der alle har begået sig som solister på flere scener i in- og udland. Den ene er Cecilie Lindwall fra Sverige. Hun debuterede som Musetta i ”La Boheme” på Den Norske Opera og samme år vandt hun den internationale operakonkurrence, Kammeroper Schloss Rheinsberg, i Berlin. De seneste år har hun sunget som freelance med base i København, hvor hun bl.a. har sunget rollen som Confidante i ”Phantom of the opera” på Det Ny Teater i København. Den anden er Licia Szabová fra Slovakiet. Lucia er bl.a. uddannet fra RDAM i 2018, hvor hun sang rollerne som Patre og Maman i operaen ”l’Enfant et les sortileges” og rollen som The Reading Priest i den midlertidige opera ”The Garden Wall” af den danske komponist Ib Nørholm. Sidst men ikke mindst er Cecilia Hjortsberg fra Sverige. Hun debuterede i hovedrollen som Isis i Naumanns ”Osiris”. Samme år sang hun rollen som Donna Anna i Mozarts ”Don Giovanni” med Skånske Operan. Siden har hun sunget koncerter rundt om i verden, og i 2021 skal hun synge rollen som Elle i ”Les Voix Humaine” af Jean Cocteau i London.

Lars Møller

Lars Møller

Lars Møller startede sin sangkarriere som drengesopran i Herning Kirkes Drengekor. Siden har han været vidt omkring i sin karriere i ind- og udland og er en elsket barytonsanger med et stort og charmerende, komisk og dramatisk talent. Lars tog musikpædagogisk eksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2004 og fortsatte dernæst operauddannelsen på Det Kongelige Teaters Operaakademi. Han har sunget de fleste af de store barytonroller, og som oratoriesolist har Lars Møller bl.a. sunget Mozarts Requiem, Faurés Requiem, Bachs Juleoratorium og Johannes Passion samt Händels Messias. Som koncertsolist har Lars Møller sunget over hele Skandinavien og i særdeleshed Tyskland, ligesom han har optrådt med Helsingborgs Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester, ved opførelser på Det kongelige Teater m.v.

Lisbeth Kjærulff

Lisbeth Kjærulff

Lisbeth Kjærulff er født og opvokset i Herning, og er en alsidig sanger, hun er uddannet i klassisk sang på Det jyske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men arbejder også som skuespiller og har et stort komisk talent. Hun har spillet og sunget en lang række roller på de danske scener i både operaer, operetter og musicals, bla på Folketeatret, Det Ny Teater, Den Fynske opera, Den Ny opera, Den Jyske opera, Det Kgl. teater og Aalborg Teater. Derudover er hun medlem af operakompagniet “Figaros”. Som laver komiske musikforestillinger rundt i de danske teaterforeninger, og i foråret 2021 gæster hun Herning Kongrescenter med “De tre musketerer” I 2011 havde Lisbeth Kjærulff sin debut som revyskuespiller i Rottefælden i Svendborg. Og har siden spillet revy i Ganløse, Nykøbing Falster og Kerteminde.

MidtVest Pigekor

Midtvest Pigekor

MidtVest Pigekor blev stiftet i 2000 og er kendt for at skabe en særlig dynamik, der kombinerer det bevægelsesmæssige og koreografiske udtryk med det sanglige. Tilsammen er der ca. 100 piger fordelt på henholdsvis Børnekoret, Juniorkoret og MidtVest Pigekor. Korene giver over 30 koncerter om året rundt i hele Danmark og er jævnligt på turné i udlandet.

Morten Frank Larsen

Morten Frank Larsen

Morte Frank Larsen er endnu en bysbarn der er nået helt til top på den internationale operascene. Morten er født i Hammerum og har uddannet sig på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og efterfølgende på Operaakademiet i København. Han debuterede i Brittens The Rape of Lucretia ​​på Aarhus Sommeropera i 1994 og året efter sang han Don Juan​ i Mozarts opera af samme navn i Tyskland. Har siden beholdt en tæt kontakt til det danske kulturliv med mange solistopgaver på Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og samtlige landsdelsorkestre. Siden 2000 har Morten været ansat som solist ved Volksoper og Staatsoper i Wien. Han er hyppig gæst på operascenerne i Berlin, München, København, Bologna, Zürich, Sevilla, Salzburg, Palermo og Tokyo. Morten Frank Larsen har et repertoire, der omfatter mere end 100 operapartier.

Olivera Marinkovic

Olivera Marinkovic

Olivera Marinkovic er pianist fra Serbien. Efter at have afsluttet sine studier på musikkonservatoriet i Beograd, flyttede hun til Norge og tog en master i Music performance på Universitetet i Agder, Kristiansand. Herefter læste hun på Norges musikhøgskole i Oslo og blev uddannet operarepetitør. Olivera har vundet priser i flere konkurrencer i Serbien, Norge og Italien både som solist og kammermusiker. Mens Olivera boede i Norge, var hun operarepetitør på Kunsthøgskolen i Oslo, på Den Norsk Opera og Ballet, på Opera Østfold, samt i en række andre institutioner og forskellige projekter. I 2013 blev hun ansat som pianist på Universitet i Tromsø. Siden hun flyttede til Danmark i 2014, har Olivera arbejdet som freelance pianist og operarepetitør i både Danmark og Norge. Hun er tilknyttet Den Jyske Opera, Operaen i Midten og Den Fynske Opera.

LOGO HVID Operaen_i_midten_logo

Operaen i Midten

Operaen i Midten, der i sin tid hed Musikdramatisk Teater, blev grundlagt i 1977. De har gennem årerne bidraget med en lang række Danmarkspremierer og førsteopførelser af danske operaer. I 2009 skiftede teatret navn fra Musikdramatisk Teater til det nuværende Operaen i Midten. Teatret har siden 2004 haft status som egnsteater med støtte fra kommunerne Holstebro, Struer, Herning og Ikast-Brande. Det er Operaen i Midtens mål at skabe nutidig musikdramatik i en eksperimenterende form, men med afsæt i et klassisk indhold. Derved ønsker de at medvirke til en videreudvikling af kunstarten og gøre genren tidssvarende. Operaen i Midten har været under ledelse af Flemming Vistisen siden 2004, hvor han har stået for en fremadsynet, nytænkende måde at præsentere opera på, der samtidig imødekommer udfordringen at gøre opera tiltrækkende for et ikke-vant operapublikum, uden at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet.

Peter Lodahl

Peter Lodahl

Peter Lodahl er født og opvokset i Herning og sang som barn og ung dreng i Herning Kirkes Drengekor. Siden blev han uddannet på det Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og på Operaakademiet i København, og hans store sangtalent er velkendt både herhjemme og på de største internationale scener, hvor han er en efterspurgt koncertsolist. Peter optræder jævnligt med både danske og udenlandske symfoniorkestre og har modtaget rungende bifald fra både publikum og anmeldere for såvel sin stemme som sine ærlige og dramatiske optrædener. Peter Lodahl var i en årrække medlem af Det Kongelige Teaters operasolistensemble, i 2018 var han en del af regeringens såkaldte vækstteam for kreative erhverv med fokus på at gentænke samarbejder mellem kultur- og erhvervslivet. Fra 2016 – 2019 har Peter Lodahl været kunstnerisk leder af CPH Opera Festival, og i september 2019 overtog han den nye rolle som ny musikchef for Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoniorkester.

Prinsens Musikkorps 1

Prinsens Musikkorps

Prinsens Musikkorps er et messingorkester med slagtøj og består af 16 professionelle musikere. Orkestret har til huse på Skive Kaserne og tjener både Kongehuset, Forsvaret og den danske befolkning. Orkestret spiller både ved officielle begivenheder og har egne koncerter for et bredt publikum. Prinsens Musikkorps er særligt kendt for sin store musikalske spændvidde og spiller alt fra stemningsfulde kirkekoncerter til festlige nytårskoncerter. Senest har korpset kunne opleves i Herning til åbningsgudstjenesten under Himmelske dage på heden.

Sebastian 1

Sebastian Haugstrup Hansen

Sebastian Haugstrup Hansen har sunget i Herning Kirkes Drengekor fra 2008-2020 under ledelse af Mads Bille, og senere hen Charlotte Rowan, og har netop færdiggjort musikalsk grundkursus med klassisk sang på MGK Midtvest i 2020. Han havde sin første opera erfaring tilbage i 2013 med Den Jyske Opera som drengesopran i Tosca, og deltog under Herning Opera Festival i 2019 som et af årets operatalenter. Sebastian har modtaget undervisning af blandt andre Poul Teddy Rasmussen, Jens Krogsgaard, Lars Møller, David Lowe og Christopher Robinson, så han har et solidt grundlag med sig når han starter på Syddansk musikkonservatorium i Odense i august 2020.

Simon 2

Simon West

Simon Nordfeldt West har været medlem af Herning Kirkes drengekor siden 2008 under ledelse af Mads Bille efterfølgende af Charlotte Rowan. Simon starter til august på tredje og sidste år af musikalsk grundkursus med klassisk sang på MGK Midtvest på Den Jyske Sangskole, og har i fire år modtaget soloundervisning ved Poul Teddy Rasmussen. Simon deltog sidste år i konkurrencen “Unge Sangere”, hvor han kom i finalen og vandt prisen “Den Jyske operas udviklingspris” samt ”den Fynske Operas pris”.

Susanne Elmark

Susanne Elmark

Sopranen Susanne Elmark er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er i dag på toppen af sin karriere. Hun har i to årtier sunget på alverdens scener som Bayerische Staatsoper, Staatsoper Hamborg, i Barcelona, i Buenos Aires og i Madrid. En af hendes glansroller var i mange år Nattens Dronning i Tryllefløjten – en rolle, hun har sunget i over 200 forestillinger verden over. De senere år har hun sunget mere og mere moderne musik, og som ekspert i ekstremt vanskelige partier har hun sågar fået flere roller skrevet til sig. Hun er den sanger i verden, der flest gange har sunget det halsbrækkende parti som Marie i Zimmermanns opera Die Soldaten, bl.a. på operaerne i Zürich, Berlin, Madrid og Buenos Aires. 

Ulrich Stærk

Ulrich Stærk

Ulrich Stærk er født i Italien og er uddannet i bl.a. Genova, Flensburg og Esbjerg med afsluttende studier ved det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Ulrich har i mange år boet og virket i Danmark og har siden sin anmelderroste debut i 1989 været en efterspurgt koncertpianist i både ind- og udland. Herhjemme har han således været solist med bl.a. DR Symfoniorkestret, Tivolis Symfoniorkester og landsdelsorkestrene i Aarhus og Sønderjylland. Han har også en omfattende international karriere, har en række berømmede indspilninger på sit cv, er docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og så gæsteunderviser han ved konservatorier rundt om i verden. I efteråret 2019 dirigerede Ulrich Stærk “La Boheme” på Østre Gasværk med bl.a. Yana Klein og Peter Lodahl i hovedrollerne.

Yana

Yana Kleyn

Yana Kleyn er født I Moskva hvor hun har uddannet sig til pianist ved Russian Music Academy Gnesins, og i 2006 blev hun indskrevet som sanger same sted. I 2012 afsluttede hun sin kandidat i klassisk sang ved Syddansk Musikkonservatorium – og hun bor stadig i Danmark i dag. Hun havde sin internationale debut ved Opera på Skäret Festival i Sverige og hun har optrådt på mange store nationale og internationale scener lige siden. De seneste år har hun bl.a. sunget store roller på Den Kongelige Opera i Stockholm, Oper Köln i Tyskland, Opéra de Metz Métropole i Frankrig og Den Kongelige Opera her i Danmark. Blandt de seneste store roller på Yanas imponerende CV er bl.a. Donna Anna i Don Giovanni og Mimí i La Bohème, hvor hun spillede overfor endnu en operastjerne der er med under Herning Opera Festival – nemlig Peter Lodahl.